Musikundervisningen indenfor den rytmiske, improvisatoriske musik har en særlig fremtrædende plads i skolens faglige profil. Men det faglige gribes an på mange måder. På Den Rytmiske Højskole handler det om at inddrage “det fælles” og “det personlige” i beskæftigelsen med “det faglige”. På den måde bliver beskæftigelsen med det faglige til et fremragende middel til at lære sig selv bedre at kende, mærke relationerne i “det fælles” og dermed skabe mulighed for at blive klogere på livet som helhed. Dette kan dog kun lykkes, hvis den enkelte selv er engageret og koncentreret. Hvis “det faglige” ikke relaterer sig til “det personlige” og “det fælles”, bliver det ligegyldigt og uden betydning for den enkeltes liv. Det man lærer om sig selv og andre gennem den faglige fordybelse, skal overføres til hele ens liv.
