Louise kigger væk fra skærmen

I DataLab har vi 8 Apple iMacs, alle sat op med ProTools og Logic Studio 9, Digidesign Mbox-interfaces og midi-keyboards. Der er altså tale om 8 komplette digitale arbejdsstationer og lydstudier som kan benyttes i lokalet eller flyttes til andre lokaler i forbindelse med projektuger eller lignende.
Datalab ligger lidt væk fra hovedbygningen, og giver mulighed for at sidde lidt væk fra “myretuen” derovre. Lidt ro når man mixer, videoklipper eller laver plakater mv. er rart…

DataCafeen ligger centralt placeret tæt på både skolens 3 øvebokse og studie 3 og 4.

Studie 3 og 4 er udstyret med store iMacs, Digidesign 003 interfaces, TLAudio rør-preamps og compressors, samt Genelec nærfelts studiemonitors. Disse studier har også installeret nogle extra plugins, for eksempel trommesamples og Alecia Keys pianosamples.

Kontrolrummene til studie 3 & 4 deler indspilningsrum. Indspilningslokalet er bygget efter alle kunstens regler, det vil sige asymmetrisk og med flydende gulv og vægge, samt akustisk dæmpet og lyd reguleret. Her kan der nemt kan indspilles vellydende vokaler, guitar, trommer og lignende. Til disse studier har vi en temmelig omfangsrig mikrofon-park, med blandt andet flere Neumann, Sennheiser og AKG mikrofoner.

De tre øvebokse er hver især indrettet med en iMac, Digidesign 003 interface, midi keyboard med 88 vægtede tangenter og nærfelts studiemonitors. Ud over at kunne fungere som studier bruges øveboksene også til instrumentøvning og teori/hørelære. Da de tre lokaler også bruges til at man kan øve sig i fred og ro betyder det at der også er installeret programmet Band in a box 2012 i alle tre øvebokse.

Man kan nemt flytte sine projekter via skolen netværk fra studieopsætningerne i DataLab og øveboksene til maskinerne i studie 3 & 4, når det er tid til at indspille trommer, vocal, kor eller overdubs — dette giver et ualmindeligt nemt og kreativt arbejdsflow.

I DataLab findes også en 40” storskærm og studiemonitors, som bruges flittigt til undervisningen. Vi har valgt en fladskærm fremfor en projektor for at undgå støj — det vil sige ingen sydende harddisks, ingen susende projektor som kan distrahere dig fra at fordybe dig i din kreativitet.

Alle maskinerne i DataLab er desuden udstyret med software så de fungerer som arbejdsstationer til grafisk arbejde (Adobe suiten) og videoproduktion (Final Cut production suite).

Datacafeen ligger i hovedbygningen. Her er 4 store iMacs som er lette at komme til på vej til øvelokalerne osv. De bruges desuden som alle andre maskiner på skolen til grafisk arbejde, videoproduktion mv. Der er dog ikke tilsluttet lydboxe, så lydproduktion vil normalt ikke laves på disse maskiner.

Hvis du vil vide mere om arbejdsflowet på Den Rytmiske kan du læse på de enkelte fag. Kig på Lydtekniklinjen, SP-linjen, valgfagene Fra sang til CD, Artspace, Billedfortælling, VideoWorkshop.